Inger Gjellerup

Inger Gjellerup begyndte som ganske ung fra omkring 1913 at tegne de fantastiske tegninger, hvoraf I kan se et uddrag her. Vi kendte ikke til hendes tegninger, før vi, hendes 4 børnebørn, fandt dem i nogle kasser. Da vi åbnede de gamle kasser, åbnede vi samtidig døren til hendes verden og vi vidste straks, at den verden skulle deles. Når du ser hendes plakater, mærker du hendes livsglæde, de er fulde af nysgerrighed, energi og varme. Et tidsbillede fra 1910’ ernes og 20’ ernes sprudlende år, men samtidig tidløse i deres udtryk.

Inger Gjellerup blev født den 12. februar 1897. Hendes forældre var Julius og Anine Gjellerup. Julius Gjellerup grundlagde Jul. Gjellerups skolebogsforlag, og familien boede gennem hele Ingers barndom i Sølvgade 87 i København. Julius var radikal og fritænker, og derfor gik Inger ikke i almindelig skole, men blev undervist hjemme.

Allerede tidligt viste Inger stor interesse for at tegne og male, og hun havde betydelige evner. Hun søgte optagelse på Kunstakademiet, men kom ikke ind, fordi man mente, at hun teknisk var for dygtig. I stedet begyndte hun på Teknisk Skole, hvor hun fik en grundig uddannelse i forskellige former for kunsthåndværk, som hun senere fik stor glæde af, blandt andet læderarbejde, bogbinderi, tegning og maling.

På skolen var hun blandt andet sammen med Marie Gudme Leth, der senere blev en anerkendt stoftrykker, og Thora Geleff, i hvis værksted i Nyhavn Inger i mange år indbandt bøger. I 1912 opførte Julius Gjellerup et sommerhus i Tisvildeleje, som fik navnet Gjelleruphus. Her tilbragte familien alle deres ferier, og dermed tilbragte Inger også sine ungdomsår her. Det var i denne periode, at hun skabte størstedelen af sine tegninger.

I 1920 mødte Inger Svend. De blev gift den 19. februar 1926 i Holmens Kirke, og efter nogle år fik de deres datter Lise. Efter en periode i Maribo flyttede den lille familie til Overgaden Oven Vandet 50, hvor Inger boede, indtil hun døde 82 år gammel den 12. oktober 1978.

Maleri og tegning

Ud over at skabe skønne og humoristiske tegninger samt portrætter af familie og venner malede Inger både i sin ungdom og resten af livet. Hun vendte ofte tilbage til motiver fra Tisvildeleje – stranden, badehusene, sommerhuset og ikke mindst de lokale fiskere og deres både. Selv i en sen alder gik hun tit ned til vandet, hvor hun slog sit staffeli op og malede.

Læderarbejde

Inger arbejdede gennem hele sit liv sideløbende med læderhåndværk, både for private kunder og for butikker. Hun fremstillede tasker, punge, mapper og bælter, som blandt andet blev solgt gennem Håndarbejdets Fremme på Kongens Nytorv og på Den Permanente, der var en stor butik og udstilling for dansk kunsthåndværk. Ingers tasker og punge blev lavet ved, at hun snørede dem sammen med lange læderstrimler, lavede applikationer på taskerne og forede dem med stof, hun selv designede.

Design, keramik og broderi 

Inger elskede at designe sine egne kjoler, og senere også kjoler til sin datter Lise. På sine rejser købte hun altid de mest fantastiske stoffer. Hun syede ikke selv, men lod sin faste skrædder sy efter hendes egne designs. Keramik begyndte hun først at arbejde med sent i livet. Det foregik om sommeren i Tisvilde fra omkring 1967–68 hos maleren Kaj Walter, som underviste på alle sommerkurserne. Her lavede Inger en lang række kreativ og utraditionel keramik, blandt andet sjove tallerkener, skåle, fade og vaser. I sine sidste år brugte hun meget tid på at sy stramaj, som blev til sofapuder og tasker. Motiverne tegnede hun selv, og de var altid sprudlende og farverige.

inger gjellerup